Musikken skal passe til stemningen i butikken
Det er mandag formiddag. Himlen er grå, vinden kold og regnen falder drypvist.
”Så giver det jo ikke mening at spille glad 90’er musik,” siger Kathinka Sonne Olsen.
Derfor er det stille og en anelse knitrende jazz, der lyder ud gennem højtalerne i tøjbutikken Rude, hvor 20-årige Kathinka Sonne Olsen er bestyrer. Men var man trådt ind i butikken to dage tidligere på en lørdag eftermiddag, havde oplevelsen været en anden. Så var der skruet op for den musik, som mange unge kvinder – majoriteten af deres ellers brede målgruppe – ville sætte på, mens de gør sig klar til en aften i byen.
”Så havde vi netop spillet noget som Spice Girls eller Destiny’s Child,” forklarer Kathinka Sonne Olsen og uddyber valget af netop de to kunstnere:
”Det handler samtidig om moden. 90’er-moden hitter lige nu, og så fuldender det oplevelsen at høre musik, der passer til det outfit, du prøver.”
Rude tilpasser sig tid og sted. Mode og segment. Det er deres koncept. Kollektionerne tilpasser sig gradvist på månedsbasis, men stemningen i butikken ændrer sig fra dag til dag, time til time. Kathinka Sonne Olsen ser fleksibiliteten, som en god ting, når kundegruppen både tæller teenagepiger, mødre på barsel og turister.
Det er ikke det samme uden musik
Kathinka Sonne Olsen understrege flere gange, hvor vigtig musikken er for tøjbutikken. Folk udvandrer, hvis den er helt væk, forklarer hun med panik i stemmen. Hun ser derfor betalingen til kunstnerne som en forudsætning for butikkens overlevelse på linje med elregningen.
”Der er nogle kunstnere, der har lavet et produkt, og hvis de ikke gjorde det, så tror jeg ikke, vi kunne fungere,” siger bestyreren.
En medarbejder bryder ind og påpeger, at der skal skiftes musik. Kathinka Sonne Olsen fisker iPaden frem fra en hylde og laver et par vanlige tryk. Den samme jazzlyd kan jo ikke fortsætte hele dagen.