Jann Madsen - Restaurantdirektør på Nørrebro bryghus

Jazzkoncerter styrker brandet på Nørrebro Bryghus

På restauranten Nørrebro Bryghus har de 20 jazzkoncerter om året. Jazzen tiltrækker kunder og giver omsætning i baren, men der er også brandingmæssige tanker bag koncerterne. Vi har taget en snak med restaurantdirektør Jann Madsen omkring, hvordan de bruger livemusik i Nørrebro Bryghus.

Nørrebro Bryghus satsning på livejazz har givet dem status som et populært spillested, når de hvert år indgår i programmet på Copenhagen Jazz Festival og Vinterjazz. Og det er ikke uden grund. Med navne som Sidsel Storm, Snorre Kirk og Jan Harbeck præsenterer de nogle af de mest prominente jazzkunstnere i landet – og så er det gratis.


Det øldrikkende jazzpublikum

Der er en god grund til, at det netop er jazzkoncerter, som restauranten har valgt at fokusere på. Ifølge Jann Madsen passer Jazzpublikum og øl nemlig rigtig godt sammen. Musikken tiltrækker derfor den helt rigtige målgruppe til Nørrebro bryghus.

”Det er vores erfaring at folk, der kan lide jazz, de kan også godt lide øl. Ikke fordi de ikke kan lide så meget andet, men det bare et øldrikkende publikum - det er vores niche, kan man sige. ”


Livekoncerter øger omsætningen

Selvom koncerterne er gratis, er det ifølge Jann Madsen en god forretning.

”Jeg kan helt sikkert se den positive effekt – det skaber øget omsætning i baren. Og hver gang, der har været en periode med jazz, evaluerer vi og ser, hvor den største omsætning har været, og de orkestre trækker vi så frem igen. Selvfølgelig laver vi en løbende udskiftning, men nogle af de orkestre, der skaber størst omsætning kommer her gerne flere år. ”

Jann Madsen er dog også bevidst om, at musikken skaber værdi ud over det øgede barsalg.

”Man skal passe på med kun at se det isoleret på den aftens salg i baren, for når vi har jazz, er der også et stigende antal, der spiser inden og så går ned og høre jazz bagefter. Derfor kan jeg ikke kun se det i barsalget, for et eller andet sted stiger vores madsalg også. ”


Påvirker brandet i supermarkedet

Ud over den direkte effekt på salget i restauranten, er der også mere brandingmæssige tanker bag livemusikken. Ifølge Jann Madsen giver jazzkoncerterne i restauranten værdi helt ude i indkøbsvognene.

”En af vores opgaver er jo at promovere brandet, for ud over restauranten er vi jo faktisk primært et bryghus - altså et brand, der hedder Nørrebro Bryghus. Og hvis folk kommer her til en jazzkoncert og får en god oplevelse og øllen smager godt, så kan det være, at de får lyst til at købe en af vores øl igen nede i supermarkedet. Det er sådan, man skal se på det.”


Husk Koda hvis du vil have livemusik

Hvis du vil have livekoncerter i din restaurant, cafe eller forretning, skal du huske at have en musiklicens hos Koda. Licensen er lovpligtig og den betyder, at dem der har skrevet musikken får betaling, når deres musik bliver brugt. Du starter din musiklicens på www.koda.dk/koncert

Få adgang til 38 millioner musiknumre

Med en musiklicens får I adgang til over 38 millioner musiknumre fra hele verden - så kan I spille præcis den musik, jeres gæster og medarbejdere kan lide. 

Musikstrategi

Få vores musikstrategi tilsendt direkte til din mail. Læs mere og tilmeld dig her.

Få 6 gode råd til musik i forretningen

Musik har stor betydning for kundens oplevelse. Vi har samlet 6 gode råd, som kan hjælpe dig til at tage stilling til musikken i din forretning. Få de gode råd her

Musik kan øge salget med 9,1%

Restauranter hvor baggrundsmusikken passer til brandet, tjener i gennemsnit 9,1% mere end restauranter, der spiller tilfældig musik. Læs mere om, hvordan musik kan øge din omsætning.