Styr på detaljerne – og styr på musikken

Hvis du sætter dig til bords på Tisvilde Kro, der for nyligt er genåbnet, kan du være sikker på, at musikken udgør en stor del af din oplevelse. Henrik Damgaard, som er en af kroens partnere, har nemlig selv nøje udvalgt hvilke kunstnere, der leverer lydsiden til kokkens tryllerier. For både Henrik og de øvrige partnere er det nemlig gæsternes helhedsoplevelse, der er i centrum.


”Selvfølgelig er det vigtigt for os, at folk skal have fantastisk mad til fornuftige priser. Vi har en helt utrolig dygtig kok, og den mad, han anretter, er nærmest små kunstværker lavet med de bedste råvarer. Men vores besøgende skal have en oplevelse, der rammer alle sanser. Derfor betyder detaljerne uendeligt meget, og ting som beliggenhed, gennemført indretning, højt serviceniveau og ikke mindst musik er afgørende. Det er alt sammen elementer, der er med til at skabe en helt ekstraordinær stemning,” forklarer Henrik Damgaard, som begyndte sin karriere i restaurationsbranchen allerede som 14-årig og efterfølgende har arbejdet i faget i mere end fire årtier. 

 

Musikken skaber energi

Nu sørger den erfarne restauratør for, at dagligdagen spiller på Tisvilde Kro, som efter to års gennemgribende renovering er blevet smagfuldt indrettet fra kælder til kvist - og i stort set alle rum lyder der musik fra morgen til aften.  

”Der bliver tændt allerede, når vores islandske rengøringsmand kommer ind om morgenen. Senere er det kokken, der skruer op for, hvad han nu har lyst til at høre i køkkenet, imens han og hans hold arbejder. Når gæsterne så kommer, er det selvfølgelig ekstra vigtigt, hvad vi spiller, for det er med til at sætte den rigtige stemning,” siger Henrik Damgaard, der selv er inkarneret musikelsker, og derfor er meget optaget af at vælge det helt rigtige lydbillede.

“For mig kan en veludtænkt playliste være helt afgørende for, hvordan en middag forløber. Mange af os har prøvet at være på en date eller til et selskab, hvor pauserne kan blive lidt lange og pinlige, hvis der er stille i baggrunden. Men hvis der er musik i luften, er det med til at bryde stilheden. Folk kan kan nynne lidt med og rokke på stolen, så musik skaber også en god energi.”  

Meget for pengene

Den playliste, han har sammensat til den nordsjællandske kro, bliver løbende justeret, og de toner, der kommer ud af stedets mange højtalere bærer, gerne præg af, hvilken type arrangement kroen har, og hvad tid på dagen det er.  

“Musik kan jo være med til at styre og signalere, hvad der skal ske. Hvis man spiller Om lidt (bliver her stille) eller Som et strejf af en dråbe, ved folk godt, at aftenen er ved at slutte. Men de klassiske, feel-good, jazzede numre med Sinatra, Stan Getz, Tony Bennett og Diana Krall virker stort set altid i løbet af dagen og de tidlige aftentimer. Lidt senere mixer jeg nu gerne lidt gamle, danske kendinge ind senere. Det kan være To lys på et bord eller Lars H.U.G. Den slags numre løfter altid humøret både blandt ansatte og gæster, men skal der være endnu mere gang i den, bliver det noget nyere og mere poppet,” fortæller Henrik Damgaard, som også arrangerer intime live-koncerter på kroen. Noget han også har fået inkluderet i sin betaling til Koda. Den betaling ser Henrik Damgaard som en selvfølge.  

“Koda er ligesom licens. Det er noget, man selvfølgelig skal betale, og det er en helt naturlig del af de faste udgifter. Men jeg synes, vi får virkelig meget for pengene, og når vi betaler for musikken, er vi med til at give plads til nye talenter. På den måde får vi allesammen flere fælles, store musikoplevelser i fremtiden.”  

Henrik Damgaards tips til musikvalg:

Det handler om at finde den musik, som skaber det rigtige stemningsleje. For mig virker det ikke med avantgarde jazz eller noget, der kan virke forstyrrende for gæsterne. Prøv i stedet at finde balancen. Vælg musik, der er dejligt at høre på og samtidig både skaber og løfter stemningen.

Få mere ud af musikken

Læs flere artikler om hvordan andre forretninger bruger musik og få inspiration til hvordan du får mere ud af musikken. 

Få 6 gode råd til musik i forretningen

Musik har stor betydning for kundens oplevelse. Vi har samlet 6 gode råd, som kan hjælpe dig til at tage stilling til musikken i din forretning. Få de gode råd her

Musik kan øge salget med 9,1%

Restauranter hvor baggrundsmusikken passer til brandet, tjener i gennemsnit 9,1% mere end restauranter, der spiller tilfældig musik. Læs mere om, hvordan musik kan øge din omsætning.