Sådan skaber Steel House Copenhagen den fede stemning
Ifølge Jep er et hostel, et sted hvor man hænger ud og bruger stedet under sit ophold. Derfor er det vigtigt, hvad der sker i huset.
”Når man vælger at bo på hostel, er overnatningsstedet ofte en stor del af oplevelsen. Vores musikevents er med til at skabe oplevelsen – det er et samlingspunkt. Det der med, at man er samme sted og deler sådan en oplevelse med de andre gæster, det skaber et fællesskab. Og her har vi nogle rigtig fede omgivelser til at skabe det”. Forklarer Jep
Musikken tilfører noget særligt
Ud over musikken har Steel House Copenhagen mange forskellige faciliteter, der er med til at skabe den gode oplevelse for gæsterne – der er biograf, pool, yoga, fitnesscenter, billard og meget mere. Alligevel skaber musikken noget ekstra for oplevelsen.
”Vi kan mærke det på stemningen i huset, når vi har koncert”, forklarer Jep. ”Ofte er det måske kun 30-40 mennesker, der sidder og lytter aktivt til koncerten, men der er måske 500 mennesker, som lige kommer forbi og kigger”.
Gæsterne jammer med
Steel House Copenhagen har ikke én særlig musikprofil, men oftest er det solo-artister, der kommer ud og spiller intimkoncerter. Jep forklarer, at stemningen lægger op til at gæsterne selv byder ind og deltager i skabelsen af oplevelsen.
”Ofte ender vores musikevents som en jamsession, hvor gæsterne selv kommer og spiller sammen med artisten. For eksempel havde vi engang en stamgæst, som spillede med på spansk guitar og cajon. En anden gang kom der to finske musikere ned og jammede Guns&Roses hele natten - det var så fedt!”
Ud over at give gæsterne en oplevelse er koncerterne ifølge Jep også med til at trække folk ind fra gaden, som ikke selv bor på Steel House Copenhagen, men som bare kommer for at opleve koncerterne, hvilket giver ekstra liv og bidrager til stemningen i huset.
Her booker Steel House artisterne
Når Steel House Copenhagen skal finde artister bruger de flere forskellige kanaler. ”Ofte er det gennem netværk, men vi annoncerer også gennem Facebook og vores hjemmeside, at vi søger kunstnere til at komme og spille. Derudover har vi oprettet os som brugere på Low-Fi Concerts, der er en online platform, hvor man kan finde kunstnere”. Jep har et ønske om, at Steel House Copenhagen kan blive en levende platform, hvor artister kan komme forbi og bruge husets faciliteter til at øve eller prøve nyt materiale af til glæde for både artister og gæster i huset.