Musikken påvirker medarbejdernes humør
Nørrebro Bryghus har stort fokus på udskiftning af musikken og det er i høj grad for personalets skyld. Restaurantdirektør Jann Madsen er nemlig meget bevidst om den betydning musikken har for medarbejdernes humør - og dermed også gæsternes oplevelse. Ifølge Jann Madsen, hænger de tre ting nemlig tæt sammen:
”Playlisterne skal være lange og de skal udskiftes ofte. For hvis du som medarbejder har vagt fra 11-23 tre dage i træk og det er det samme musik, som kører hele tiden, så bliver du sindssyg – og det får gæsterne ikke bedre betjening af”.
For at skabe de bedst mulige lydmæssige rammer har Nørrebro Bryghus hyret en professionel DJ til at sammensætte playlisterne. DJ’en sammensætter temaer ud fra ønsker fra personalet – og disse kan være vidt forskellige. Dog er det vigtigt for Jann Madsen, at musikken inden for hvert tema hænger sammen, så gæsterne får en samlet oplevelse.
Musikken skifter fire gange om dagen
Nørrebro Bryghus skifter playlisterne fire gange om dagen. På den måde er musikken hele dagen med til at forme og underbygge de stemningsskift, der sker i restauranten og det humør som gæsterne er i.
”Det er ikke det samme musik, der virker på alle tidspunkter. Til frokost kører vi mest lavtspillende loungemusik, om eftermiddagen kommer der lidt mere gang i den, til spisning har vi en stille kategori igen, der minder om frokostdelen og så har vi en aftenkategori, som godt kan være mere festlig”, forklarer Jann Madsen.
Personalet fornemmer stemningen
Om aftenen giver Jann Madsen også plads til at personalet kan skifte rundt og sætte deres eget musik på, når de står i baren. Det gør personalet mere loose og skaber en bedre stemning, som ifølge Jann Madsen også gør dem gladere over for gæsterne. Samtidig bruger han personalet aktivt til at fornemme stemningen i restauranten og tilpasse musikken.
”Hvis der sidder to og kysser i hjørnet, er det en anden stemning, end hvis der sidder 17 drenge og 8 piger og fester – der skal noget andet musik til. Det har de styr på, dem der står i baren – de kan mærke, hvad der skal til. Fredag og lørdag, hvor vi har mange spisende gæster, er det også bartenderne, der føler, hvornår stemningen er klar til, at de kan skifte musikkategori fra middagsmusik til den mere festlige aftenkategori. ”
Giver noget tilbage til kunstnerne
For Jann Madsen giver det fin mening at betale til Koda og sørge for at komponisterne og sangskriverne får betaling, når de bruger musik i Nørrebro Bryghus.
”Det er jo en relativt lille post i forhold til alle de ting, der er forbundet med at drive sådan en forretning – husleje, personale og alt muligt – så jeg synes, det er ok. Det giver jo god mening, at Koda sørger for at kunstnerne får nogle penge for deres musik. ”
Få mere ud af musikken
Lav din egen musikstrategi gennem 5 trin og få mere ud af musikken.