Livestreaming giver nye samarbejdspartnere og publikum til dansk festival
Da coronakrisen satte en stopper for koncertoplevelser, som vi kender dem, så besluttede Nordic Noise at rykke deres festival over på livestreaming. Dermed blev de den første online festival i Danmark og på linje med andre kreative koncertarrangører sikrer de, at der fortsat er livemusik til publikum. Hvad enten det er drive-in koncerter, hvor publikum oplever livemusikken fra deres biler, eller livestreamede koncerter, hvor livemusikken sendes direkte hjem til publikums stuer.
Opskriften på en hel online musikfestival
Selvom der er mange nye ting at forholde sig til og ingen velkendte regler, når man arrangerer en livestream festival, har Nordic Noise med succes kastet sig ud i det nye koncertformat, inspireret af andre livestream koncerter:
”Spontant valgte jeg – inspireret af andre livestreams – at fastholde datoerne for festivalen. Programmet er ikke det samme og de internationale navne er ikke på alligevel. Jeg havde ikke styr på teknik og hvordan det skulle broadcastes. Der talte vi med de to venues, som har erfaring med at optage koncerter, og løbende har vi lagt nye ting på. Men det har kun taget os halvanden uge at få det her på plads. Det er fordelen ved at lave livestream festival,” fortæller Michael H. Andersen, som er arrangøren bag Nordic Noise.
Festivalens koncerter blev livestreamet fra Black Box Live i Videbæk og Karosserifabrikken i Helsingør. De to steder hjalp til med deres erfaring inden for lys, lyd og broadcasting. Politiet hjalp med svar på hvor mange mennesker de kunne samle på de to spillesteder under optagelserne. Og holdet af arrangører, musikere, lydmand, fotograf og crew blev betragtet som en arbejdsplads og overholder dermed reglerne for forsamlinger.
Fra 1.000 til 450.000 publikummer og nye samarbejdspartnere
Selvom oplevelsen af en livestreamet festival ikke kan give det samme til publikum som en almindelig musikfestival, giver det nye format nye muligheder til koncertarrangørerne. Fra et maks antal publikum på 1.000, som kunne samles på ét spillested, nåede Nordic Noise ud til 450.000 seere fra hele verden.
Livestreaming formatet har gjort det muligt at tilføje reklamespots og optagelser med konferencierer der fortæller om musikerne og spillestederne. Og der er også gjort plads til interviews med musikerne inden de går på scenen. På den måde kan publikum lære musikerne bedre at kende. Nordic Noise har også fået nye kommercielle samarbejdspartnere, som ikke normalt ville passe sammen med en todags heavy rock festival på Amager:
”Der er indhold og reklamespots mellem koncerterne. Så det giver mange muligheder rent kommercielt. Vi har et samarbejde med Harald Nyborg og det ville vi nok ikke lave hvis vi var i Amager Bio som oprindeligt. Og med mediepartnere i udlandet er festivalen pludselig blevet international,” fortæller Michael H. Andersen.
Selvom man ikke kan høre publikum klappe og se dem headbange, så tror Michael H. Andersen på, at livemusikken og det virtuelle møde der er mellem publikum og musikere er vigtigt:
”Det er vigtigt, at man fylder tomrummet ud. Så det hele ikke er trist og forfærdeligt. Det kan være jeg forhindrer at 1.000 mennesker bliver deprimeret. Alle er glade for at kunne gøre noget i stedet for bare at vente. Hvis det bliver en succes, så kan det godt være vi gør det igen om en måned også for at holde os i gang,” fortælle Michael H. Andersen og ser frem til måske kunne invitere til flere livestream koncerter.
Mere om Nordic Noise
- Heavy rock festivalen Nordic Noise har livestreamet deres festival via facebook den 8. og 9. maj 2020. Otte bands har været på scenen fra to forskellige spillesteder.
- Klik her for at opleve festivalens koncerter.
- Nordic Noise blev etableret i 2013 og har nu afholdt otte festivaler, hvor den seneste blev livestreamet fra spillestedet Black Box Live i Videbæk og Karosserifabrikken i Helsingør. Klik her for at læse mere om Nordic Noise.
Musiklicens for livestreaming af koncerter
For at livestreame koncerter, skal man have en musiklicens hos Koda. Pga. coronakrisen er prisen for livestreaming af koncerter reduceret frem til den 1. august 2020. Læs mere her.