Hvorfor står der Gramex på min faktura?
Hvem er Gramex?
”Gramex er ligesom Koda en nonprofit organisation, som sørger for, at musikkens skabere får betaling, når deres musik spilles offentligt. I Gramex repræsenterer vi de musikere og pladeselskaber, som har indspillet og udgivet musikken, hvorimod Koda repræsenterer de komponister og sangskrivere, som har skrevet og komponeret musikken. Det er nemlig ikke altid de samme mennesker, der skriver musikken, som også indspiller den,” fortæller Thomas Maagard Dyekjær.
Hvad går pengene til?
”I Gramex går pengene til musikken, ligesom i Koda. Vi udbetaler den ene halvdel af de penge, vi modtager fra musikbrugerne, til de musikere og sangere, der har indspillet musikken. Den anden halvdel går til de pladeselskaber, musikselskaber og producenter, der har udgivet musikken, så uanset om du spiller musik fra vinyl, CD eller trykker play på Spotify, går en del af betalingen til Gramex.” siger Thomas.
Hvorfor står der Gramex på min faktura?
”For at gøre det så nemt som muligt for vores brugere af musik samarbejder vi med Koda. Det betyder, at har du en butik, café, frisørsalon eller skal afholde en musikevent, kan du nøjes med én licens hos Koda, som sender din betaling videre til os - derfor står der Gramex på din faktura fra Koda.” fortæller Thomas.
- Læs mere om Gramex.
- Se flere spørgsmål og svar om betaling Koda og Gramex.