Få skræddersyet din musiklicens
Du kan få skræddersyet din musiklicens hos Koda, så den matcher dit musikbrug på forskellige ugedage. Eksempelvis kan en café have en licens, der er sammensat af baggrunds- og forgrundsmusik, fordi de spiller lav musik i hverdagene og høj festmusik i weekenden. En cocktailbar kan have en licens sammensat af forgrundsmusik og underholdningsmusik, fordi de spiller høj festmusik alle dage og har DJ på i weekenden. Herunder kan du få et overblik over definitionen af de forskellige priser:
Baggrundsmusik
Baggrundsmusik er typisk lav musik, som gæsterne let taler hen over. Musikken har en baggrundsfunktion og anvendes som oftest i dagtimerne. Musiklicensen for baggrundsmusik inkluderer også brug af TV, lovligt kopieret musik og levende musik, som har en baggrundsfunktion.
Forgrundsmusik
Forgrundsmusik omfatter musik, som er medvirkende til at skabe feststemning på bodegaer, barer, caféer. Musikken er højere og bruges mere intensivt end i dagtimerne og er med til at løfte stemningen fx fredag og lørdag aften. Forgrundsmusik dækker ikke musik, som spilles af en DJ, til dans eller karaoke.
Underholdnings- og dansemusik
Underholdnings- og dansemusik er indspillet musik, der har fremtrædende funktion, som fx diskoteksmusik, musik til underholdningsarrangementer og karaoke. Musikken kommer fx fra professionelle streamingtjenester, cd’er, plader eller radio og afspilles typisk af en tjener, bartender eller DJ.
Levende musik
Omfatter levende musik til koncert, dans, shows og events, hvor musikken har en fremtrædende funktion. Når du afholder koncerter, skal du have en musiklicens hos Koda, også selvom musikeren på scenen er aflønnet. Betalingen til Koda går til dem, der har skrevet og komponeret musikken.
Ønsker du at få skræddersyet din musiklicens, kan du kontakte kundeservice på tlf. 33 30 63 80 eller mail [email protected].