Livemusik tiltrækker gæster – baggrundsmusik fastholder dem
Livemusik tiltrækker gæster
Bekkers Kaffebar har koncerter hver eneste fredag. Niclas Bekker forklarer, hvordan livemusik tiltrækker folk til stedet:
”Jeg overlever via arrangementer og aktiviteter, og jeg prøver at være et lokalt samlingssted. Derfor bruger jeg livekoncerter til at få folk til at komme forbi. Når man hører musik live, skaber det nemlig en helt særlig stemning”.
Niclas Bekker fortæller, at han på Bekkers Kaffebar præsenterer mange forskellige genrer, for at trække forskellige gæster ind.
”Det er vigtigt, at det bliver meget bredt - det er ikke et genrested. Derfor har vi både soul, jazz, klassisk, pop og rock. Så bliver der noget for enhver smag”.
Da det er et lokalt sted, mener Niclas, at bredden er vigtig for at sørge for, at alle kan få en oplevelse. Selvom han har trofaste stamgæster, som kommer hver eneste fredag, kan han også se, at han har forskellige gæster afhængigt af den musik, han har på programmet.
Baggrundsmusik fastholder gæster
Hvor livemusik tiltrækker kunderne, er baggrundsmusikken ifølge Niclas Bekker til gengæld afgørende for at fastholde dem.
”Der er noget underligt med stemningen, når man sidder et sted, hvor der er bom stille. Der sker bare noget positivt, når der er noget musik i baggrunden. Det at have baggrundsmusik gør, at folk bliver der længere”.
Derfor er det et krav for Niclas at musikken aldrig må gå død. Når der er pause i livemusikken skynder han sig at skrue op for baggrundsmusikken, ellers forsvinder stemningen lige med det samme. Til hverdag kører der oftest radio i kaffebaren, da Niclas synes, at det skaber en hyggelig stemning. Men i løbet af ugen er der tidspunkter, hvor han aktivt ændrer musikken, så den passer til gæsterne.
”Om eftermiddagen har jeg nogle gange nogle skolebørn, som sidder her efter skole. De har noget, de gerne vil høre, så når de er her, har jeg en særlig playliste, som jeg starter”.
Det samme gælder, når Niclas har andre arrangementer så som gin-smagning: ”Jeg prøver at holde musikken lavere i starten – gerne noget sydlandsk, for at skabe den rigtige stemning. Når selve gin-smagningen er slut, og det går over i mere fri leg, så skifter jeg over i noget mere 80’er og 90’er afhængigt af publikum, og så skruer jeg som regel også lidt op”.
For Niclas Bekker er musikkens effekt særligt tydelig ved lukketid. ”Når jeg lukker kl. 22 fredag aften, er den bedste måde at få folk ud på, simpelthen bare langsomt at skrue ned for musikken. Det er meget tydeligt, når musikken er slukket, så forstår folk, at det er tid til at gå hjem”.
Ud over det forretningsmæssige, har Niclas en stærk personlig motivation bag musikken i Bekkers kaffebar: ”Det var klart for mig, helt fra starten af, at jeg ville have musik. Jeg føler, at musikken har været en stor og vigtig del af mit liv, og derfor vil jeg gerne kæmpe for, at andre får glæden ved musik”.
Der skal betales for musikken
For at kunne spille musik for gæsterne, har Niclas en musiklicens hos Koda, som sikrer at de kunstnere som har skrevet musikken, får betaling når der er musik i Bekkers Kaffebar. På sin facebookprofil fortæller Niclas om, hvor stor en del af budgettet, der går til musik. Det er en del penge, men ifølge Niclas er det pengene værd. Find Bekkers Kaffebar på Facebook og læs hele opslaget her.
Besøg Bekkers Kaffebar i Tune og se deres musikprogram her.