Vilkår for musik på hotel


GENERELLE VILKÅR

Koda og Gramex giver herved tilladelse til, at den beskyttede musik som Koda og Gramex repræsenterer spilles offentligt, hvis der betales efter de gældende priser, og nedenstående vilkår efterkommes.


1. TILLADELSEN OMFATTER

Tilladelsen gælder kun for det anførte forretningssted indrettet til servering af spise- og drikkevarer og/eller modtagelse af overnattende gæster, og for det angivne musikforhold.


2. PRISER

For musikanvendelse betales til Koda og Gramex efter de gældende priser for: 

  • Baggrundsmusik
  • Forgrundsmusik
  • Events
  • Liveevents
  • TV i hotelværelser (radio, streaming, CD, bånd og m.v.)
  • Kopieringstilladelse

Priserne findes som appendix til aftalen og på www.Koda.dk.  
Priserne reguleres årligt den 1. januar og er for 2023 fastsat på basis af nettoprisindekset for juli 2022. 
Priserne reguleres i overensstemmelse med nettoprisindekset for juli for hvert følgende år. Første regulering finder sted den 1. januar 2024. 

3. BETALINGSBETINGELSER

Betaling sker halvårsvis forud, og er forfaldet til betaling den 1. januar og 1. juli og skal, hvis ikke andet er aftalt, være Koda i hænde senest den 15. januar og 15. juli. Betalingsfrist fremgår af fakturaen.


4. DEFINITIONER
 

Baggrundsmusik

Musik, som udgør en baggrundsfunktion for virksomhedens gæster fx fra streamingtjenester, cd, plader, bånd, TV, video, dvd, o.l., i fx spiserestaurant, cafe, bar, lobby, lounge ol.

Forgrundsmusik

Musik fra cd, streamingtjenester, plader, bånd, video, dvd, o.l., som er medvirkende til at skabe feststemning på barer, festbarer, cocktailbarer, cafeer, ol. Musikken er højere og bruges mere intensivt end i dagtimerne og er med til at løfte stemningen fx fredag og lørdag aften. Forgrundsmusik omfatter ikke musik, som spilles af DJ, til dans eller karaoke.

Event

Underholdnings- og dansemusik fra cd, streamingtjenester, plader, bånd, video, dvd, o.l., hvor musikken fx spilles af en DJ (disc jockey, bartender, tjener o.l.), og har en fremtrædende funktion. Karaoke og striptease afregnes desuden til Eventpris.

Liveevent

Levende musik til dans, koncert, shows, solistoptræden mv. fremført af en kunstner, solist, orkester eller lignende, og hvor musikken har en fremtrædende funktion.

Sammenfald af musiktyper

Såfremt der på samme dag på samme kundeområde anvendes både Forgrundsmusik og Event/Liveevent afregnes alene for den dyreste af musiktyperne.

Entréindtægt

Entréindtægten udgør det samlede beløb, publikum har indbetalt (ekskl. moms). Yderligere udgifter til honorarer til musikere, kontrollører, provision, lokaleleje mv. må ikke fratrækkes. Hvis der i entrébetalingen er indeholdt betaling for mad, drikkevarer, overnatning o.l. kan det dokumenterede beløb hertil fratrækkes dog max. 80 pct. af entrébetalingen.

Definition af arealer           

Lokalestørrelse beregnes som de arealer, hvortil virksomhedens gæster har adgang inkl. areal med borde, stole, billard, spillemaskiner mv.
Arealer fx skranke-, serveringsområde samt andre arealer, hvortil gæster ikke har adgang eller der ikke er musikanvendelse medregnes ikke.

Kopiering af musikværker

Kopiering af egne lovligt erhvervede musikværker til offentlig afspilning.


5. TILLADELSENS OMFANG

Koda og Gramex friholder indehaveren for ethvert krav, der måtte opstå fra tredjepart for offentlig at spille deres værker, såfremt anvendelsen omfattes af nærværende tilladelse. Det forudsættes, at musikværkerne indgår i Kodas og Gramex repertoire. Koda kan dog på vedkommende rettighedshavers vegne nedlægge forbud mod anvendelse af enkelte konkrete musikværker. Sådanne forbud skal for at have gyldighed være meddelt skriftligt til indehaveren.
Tilladelsen omfatter ikke andre former for brug af musik, end hvad der udtrykkeligt følger af pkt. 1, herunder men ikke begrænset til:

a) Arrangementer der afholdes af andre end indehaveren som ansvarlig arrangør.

b) Arrangementer arrangeret i samarbejde mellem indehaveren og andre personer og/eller virksomheder.

c) Show, kabaret, stand-up.

d) Samtidig og uændret kabelretransmission jf. ophavsretslovens § 35 (opkrævning herfor foretages via Copydan Verdens Tv).

e) Musik på hjemmesider.

f) Musik i telefonlinjer.

I disse eller andre tilfælde, der ikke er omfattet af nærværende vilkår og priser, skal betaling ske efter særskilt aftale eller efter den for området gældende tarif. Ved arrangementer afholdt af eller i samarbejde med andre personer og/eller virksomheder jfr. pkt. 5 a-b er indehaveren forpligtet til at gøre den/de ansvarlige arrangører opmærksom på, at der forud for arrangementet skal indhentes tilladelse fra Koda.

6. SÆRLIGE VILKÅR FOR LIVEEVENTS 

For arrangementer med entré:

Der afregnes en fast procentsats af de forventede entréindtægter for hvert halvår, dog minimum iht. priserne for arrangementer uden entré. Betaling sker halvårligt.

For arrangementer uden entré:

Priserne findes på www.Koda.dk og i vedhæftede appendix. Betaling sker halvårligt.
Koda kan efter et forudgående varsel på 1 måned stille krav om indberetning af den faktiske billeindtægt/antal personer for afholdte arrangementer i det forløbne halve år. Eventuel regulering vil finde sted snarest efter, at Koda har modtaget oplysningerne. Som dokumentation kan Koda i særlige tilfælde, hvor Koda har en begrundet mistanke om at oplysningerne ikke stemmer overens med de faktiske forhold, kræve revisorattestation for rigtigheden af oplysningerne.


7. KOPIERING

For kopiering af musik til brug for offentlig afspilning gælder følgende vilkår: 

Tilladelsen giver indehaveren ret til at foretage kopiering af egne lovligt erhvervede musikværker. Såfremt et website stiller musik til rådighed med rettighedshavernes tilladelse, og såfremt lovligheden af denne aktivitet er uomtvistelig, giver tilladelsen også indehaveren ret til at kopiere lovligt downloadet materiale til et andet medie.

Tilladelsen omfatter kun de ovenfor skitserede handlinger. Indehaveren har derfor ikke uden særskilt tilladelse fra rettighedshaverne ret til:

  • Distribution, salg eller udlån af de fremstillede kopier
  • Overførsel, transmission, tilrådighedsstillelse af de fremstillede kopier via radio, internet, internetradio o.l.

Retten til at fremstille kopier forudsætter, at der foreligger en tilladelse til at spille musik offentligt, og ophører såfremt tilladelsen uanset årsag ophører eller opsiges, betalingen udebliver, eller indehaveren i øvrigt misligholder vilkårene. Indehaveren har herefter pligt til at destruere de kopier, der er fremstillet i henhold til tilladelsen.

I øvrigt gælder de generelle vilkår tillige for kopieringstilladelsen.


8. ØVRIGE VILKÅR

Indehaveren er forpligtet til senest 10 dage efter musikanvendelsen er påbegyndt at sende de fornødne oplysninger til Koda til brug for fakturering af vederlag. Information herom og vejledning findes på https://kunde.koda.dk/musiklicenser/hotel-og-overnatning

Hvis der ikke foreligger en tilladelse fra Koda, vil Koda være berettiget til yderligere at opkræve et tillæg på 50 pct. af de gældende priser for en periode på op til 12 måneder.

Virksomheder der på grund af deres størrelse, musikanvendelse eller lignende falder væsentlig uden for licensens rammer, herunder også hvis virksomheden grundet sæsonforhold eller lignende har væsentlige udsving i de aktive gæstearealer, kan musikanvendelsen på begæring af indehaveren prisfastsættes efter en individuel forhandling mellem indehaveren og Koda på baggrund af rammerne i nærværende aftale.

Hvis der er forskellig musikanvendelse på samme tidspunkt på samme areal fx a) baggrundsmusik kombineret med event med DJ, b) Event med DJ kombineret med levende musik, betales alene efter den højeste tarif. Koda fastsætter tariffen på baggrund af en konkret vurdering.

Hvis musikken afviklet af en DJ, bartender eller lignende har en meget sekundær funktion, og der tillige ikke reklameres med brugen af DJ, kan brugen afregnes til taksten for Forgrundsmusik.

Ved sæsonforretninger, virksomheder der holder lukket helt eller delvist i perioder eller virksomheder der har lignende forhold, skal betaling i henhold til denne aftale ske for de perioder, hvor virksomheden er åben for gæster.

Ved ændringer i indehaverens musikforhold af betydning for prisfastsættelsen, samt øvrige forhold af væsentlig betydning for nærværende tilladelse, herunder ophør/ejerskifte, skal Koda have underretning senest 10 dage efter ændringen, idet retten til eventuel refusion fra Koda ellers bortfalder.

Koda forbeholder sig, i tilfælde hvor der ikke er modtaget underretning eller korrekte oplysninger om musikanvendelsen, ret til at foretage en skønsmæssig beregning. Dette skøn er gældende indtil indehaveren oplyser det korrekte beregningsgrundlag.

Koda kan efter et forudgående varsel på 1 måned stille krav om, at indehaveren for egne arrangementer skal foretage indberetning af fremført musikrepertoire, der er omfattet af tilladelsen for en begrænset periode.

Fordelingen til rettighedshaverne af de indbetalte beløb er indehaveren uvedkommende. Hvis indehaveren af tilladelsen tages under konkursbehandling, kommer i betalingsstandsning o. lign., betragtes det som misligholdelse af aftalen, hvorfor tilladelsen bortfalder.

Udebliver betalingen eller misligholdes denne tilladelse på anden måde, bortfalder tilladelsen til at bruge Kodas repertoire. Det er herefter ikke tilladt at fortsætte musikbrugen. Tilsvarende gælder for Gramex' repertoire.
Ved for sen betaling beregnes rente i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser. Desuden opkræves et rykkergebyr. Tilsvarende gælder for Gramex' repertoire.

 

Handelsbetingelser

1. Indberetning

Når du indberetter din brug af musik via Kodas selvbetjening, kan du vælge mellem fire forskellige betalingsformer:

- Online betaling med kreditkort

- Få din faktura tilsendt på e-mail

- Få din faktura tilsendt med posten (det koster 49,00 DKK pr. faktura)

- Betaling via EAN 


2. Priser

Alle priser i Kodas selvbetjening er angivet i DKK ekskl. moms. Der er ikke moms på det beløb du betaler til Koda, da forfatter- og komponistvirksomhed ikke er momspligtig. Alle priser i Kodas selvbetjening indexreguleres årligt.  Der tages forbehold for pris- og korrekturfejl samt prisændringer.  


3. Online betaling

Du kan betale online med Dankort, Visa, Mastercard, Maestro, Visa Electron, JCB og American Express. Firmakort udstedt inden for eller uden for EU / EØS samt private betalingskort udstedt uden for EU / EØS bliver pålagt et gebyr, hvilket vil fremgår af din kvittering. Gebyrsatsen vil afhænge af typen af betalingskort og hvor det er udstedt.  

Onlinebetalingen foregår via en sikker forbindelse til Kodas betalingssystem. De indtastede oplysninger sendes krypteret via en SSL-kryptering (Secure Socket Layer) og kan ikke læses af andre. Koda har ikke adgang til dine kortoplysninger. 

Udover de nævnte betalingskort, kan du også tilmelde din betaling til PBS, så beløbet automatisk bliver trukket fra din konto. Du kan altid se og downloade din faktura under "Min Side", når du er logget ind på Kodas Selvbetjening.

Dankort      MasterCard     Visa/Visa Electon   

Maestro       American Express      JCB                                        


4. Fortrydelses-/returret

Koda lægger vægt på tilfredse kunder. Det betyder, at hvis du har oprettet en musiklicens hos Koda har du 14 dages fortrydelsesret. Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter den dag, hvor du indgår licensen, eller den dag du modtager din faktura.

For at udøve fortrydelsesretten skal du meddele Koda, din beslutning om at fortryde licensen i en utvetydig erklæring (e-mail til Koda Kundeservice [email protected]).

Fortrydelsesretten gælder musiklicenser indgået for fremtidigt musikbrug, for musikbrug som allerede har været brugt/afholdt gælder ingen fortrydelsesret.


5. Forbehold og ansvarsfraskrivelse

Koda tager forbehold for eventuelle afgiftsændringer, pris- og korrekturfejl, systemfejl samt tekniske fejl.


6. Vilkår ved login på Koda selvbetjeningsløsning

Ved oprettelse af et login til Kodas selvbetjening vælger du et brugernavn, som er din e-mail, og et password. Dit password er personligt og må ikke videregives til tredjepart. Du bærer ansvaret for andres misbrug af disse oplysninger. 

Koda har ikke ansvar for og påtager sig ikke at kontrollere, hvilke informationer, der stilles til rådighed via dit login. Dette omfatter blandt andet informationer fra andre hjemmesider end Koda.dk, mail, links, nyhedsgrupper eller chatgrupper.

Når du downloader materiale fra internettet eller åbner programmer modtaget via mail, løber du en risiko for at inficere din hardware og software med virus. Koda har ikke indflydelse på disse forhold og kan ikke drages til ansvar herfor.

Koda er berettiget til at foretage nødvendige ændringer af login-funktionen blandt andet for at sikre en tilfredsstillende drift heraf eller for at imødekomme myndighedskrav.

Koda er ikke forpligtet til at genskabe data, som er slettet på grund af manglende brug af dit login. Koda er desuden ikke erstatningsansvarlig for tab, der er opstået som følge af tab af data på din brugerprofil.


7. Sikkerhed

Kodas betalingssystem er PCI certificeret, hvilket betyder at systemet er underlagt en lang række sikkerhedskrav. På betalingssiden benyttes sikkerforbindelse (https), som betyder at dine personlige oplysninger bliver krypteret og dermed ikke kan opfanges af andre.


8. Tvister

Musikanvendelse gennem Koda er underlagt dansk ret, hvorfor tvister afgøres ved de danske domstole


9. Ophavsret

Indholdet på dette website er ophavsretbeskyttet og tilhører Koda  (CVR. nr. 64086928). Informationerne på websitet, inklusive tekst, billeder og lyd, må ikke anvendes, hverken i privat eller kommercielt anliggende. Det må heller ikke reproduceres, ændres, kopieres eller gemmes i nogen form.

Kontakt kundeservice

E-mail: [email protected]
Tlf: 33 30 63 80 
Vi er klar til at hjælpe dig mandag til torsdag fra kl. 9.00 - 16.00 og fredag fra kl. 9.00 - 15.00.