Julemusikken hitter igen
Der er noget helt særligt ved julesange. Som en trold af en æske dukker de fast op en gang om året og hjælper os gennem en kold tid med få lyse timer. Ofte er det sange, der har været her så længe, at det er svært at huske, hvornår de ikke var der.
En af dem er ’Let Love Be Love’ fra 1998. Gennem de sidste 10 år er det den tredjemest spillede julesang i radioen og den næstmest spillede danske kun overgået af ’Jul - Det’ Cool’. Bag det det store hit, sunget af Soap, Juice og Christina, står producer og sangskriver Remee. For ham var og er det ikke bare endnu et af de mange hits, han står bag.
“Helt tilbage fra før jeg skrev sange, har jeg haft en drøm om at lave en ’Last Christmas’. Det at lave en sang, der er aktuel hvert år, hvis den er god nok,” siger Remee.
Små afgørende detaljer
Han beskriver ’Let Love Be Love’ som det hit, han har brugt mest tid. Det kræver netop et særligt håndværk at ramme en julesang, for det er de mindste detaljer, der kan ramme den helt rigtige julelyd og dermed skabe hitpotentiale, forklarer Remee.
“Jeg tror på, at alle sange, der virkelig sætter sig, har en sandhed i sig, en ægthed i melodien. Der er så mange niveauer i den, som giver en varme, som giver følelsen af kærlighed og tilgivelse, og det er jo, hvad julen handler om,” siger han.
Top 10 mest spillede julesange
- JUL - DET' COOL
- LAST CHRISTMAS
- LET LOVE BE LOVE
- DO THEY KNOW IT'S CHRISTMAS
- ALL I WANT FOR CHRISTMAS IS YOU
- ROCKIN' AROUND THE CHRISTMAS TREE
- NÅR SNEEN FALDER
- JUL I ANGORA
- MERRY CHRISTMAS EVERYONE
- DRIVING HOME FOR CHRISTMAS
Hvad siger kunderne om julemusikken?
Koda har været en tur på Strøget i København for at tage temperaturen på julestemningen, for at høre hvordan kunderne har det med julemusik i butikkerne.
Christel Smith, 34 år.
Hvordan har du det med julemusik i butikker?
Det har jeg det helt fint med. Man kommer jo i julestemning af musikken, og det er dejligt.
Hvilken julesang er din favorit?
Det er Whams Last Christmas. Helt klart.
Sabine Mogensen, 18 år.
Hvordan har du det med julemusik i butikker?
Jeg synes det er rigtig hyggeligt, men det skal også passe til stedet. Det skal stemme overens med stedet og den stemning, der ellers er. I en boghandel passer det godt ind, og i Magasin og Illums Bolighus passer det godt ind, fordi der ofte også er en juleudstilling. Men i en butik med for eksempel dyre sko virker det lidt kunstigt.
Hvilken julesang er din favorit?
Carol of the Bells, der er indspillet i en katedral – den de altid bruger i amerikanske julefilm.
Sara Porskrog, 29 år.
Hvordan har du det med julemusik i butikker?
Jeg bliver altid i godt humør, når butikkerne begynder at spille julemusik. Når jeg står i kø ved kassen, er det dejligt med nogle gode sange, som varmer op for julestemningen.
Hvilken julesang er din favorit?
Min yndlings julesang er ’Let Love Be Love’, som jeg kan huske helt tilbage fra jeg var teenager. Den er stadig god at synge med på.